Kære Steen Skovsgaard
Tak for dit svar og tak fordi du deler dine tanker med mig. At skulle forsøge at formulere mig skriftligt i en dialog med dig har krævet, at jeg virkelig måtte tænke mine overvejelser til en slags foreløbig ende.
Inden jeg kommer med min - og ikke ordbogens definition - vil jeg sige følgende:
For mig er der ingen tvivl om Guds skaberkraft og Jesus Kristus, og som det filosofisk og frit tænkende menneske jeg er, er jeg nødt til at være i tankemæssig bevægelse og erkendelse.
På jævnt dansk vil jeg udtrykke det således: Jeg kan ikke -- hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv - bare sige ja til, at sådan er det jo, bare fordi Apostlene Paulus og Johannes har skrevet det, eller at Luther og Løgstrup og andre har tolket deres breve og skrivelser på den og den måde.
Hvis jeg ellers har forstået Luthers opgør med katolicismen rigtigt, drejede det sig jo netop om, at vi til stadighed selv stiller spørgsmål og prøver at finde svar.
Hvad betyder det for mig, det jeg læser i teksterne?
Alle, der overvejer eller tror på reinkarnationsideen skal vel lige så lidt skældes ud eller nedgøres - som vi ofte ser det i pressen - som dem, der mener, at de har den rette kristne lære. Sidstnævnte får så på puklen af dem, der erklærer sig for ateister.
Er det virkelig nødvendigt for os at hæve os selv op ved at nedgøre hinandens tro eller manglende tro?
Der har været kirkemøder, kirkefædre og kejsere, og til alle tider har den stærkeste myndighed fået fremmet sit synspunkt. Uden at det behøver at være sandheden.
Fordi jeg læser mystikeres og esoterikeres udsagn, sluger jeg jo heller ikke deres udsagn eller deres spekulationer om tilværelsen, Gudsriget og reinkarnationsideen råt.
Det du kalder "spekulationer om reinkarnation," er det ikke det samme, som de lærde gennem århundreder har gjort på andre områder?
Har spekulationer ikke været medvirkende til at udvælge de evangelietekster, som vi finder i Ny Testamente i dag?
Er Luthers lære ikke fremkommet ud fra spekulationer?
Og at man i dag udelukker reinkarnation fra den kristne lære, er det ikke sket ud fra spekulationer ved kirkemøder og andre steder?
De første ca. 300 år var reinkarnationstanken en del af den kristne tro, som den har været i mange kulturers tro. I øvrigt foretrækker jeg ordet overvejelser frem for ordet spekulation.
Jeg finder det vigtigt at gå tilbage i historien for at forstå de forskellige opfattelser omkring Jesus Kristus og kristendommen for at forstå den moderne vesterlandske reinkarnationstanken.
Vi må se på to retninger indenfor kristendommen. Den romersk-katolske og den irsk-keltiske kristendom. Sidstnævnte kom først til Danmark, hvilket bl.a. kan ses af de keltiske kors på forskellige jyske middelalder kirkebygninger.
Om der har fundet kirkekamp sted, efter at den romersk-katolske kristendom kom til Danmark, ved vi mig bekendt ikke noget om.
Den irsk-keltisk kristendom har reinkarnation som en del af sin lære. Og i den irsk-keltiske kristendom var der ingen ydre organisation. Man skulle ikke underlægge sig nogen kirkelig autoritet.
Mennesket måtte gå sin egen individuelle vej bevidsthedsmæssigt i selverkendelse og selvransagelse for at finde kristusånden, som gennemtrænger alt levende.
I denne kristne opfattelse lægges tyngdepunktet på den sejrende, opstandne Kristus, som vi bl.a. kender fra Jellingestenen, og ikke på den lidende.
Pelagius, en kristen irer, tog til genmæle mod den romerske kirkes udlægning af kristendommen og det kom til kamp mellem Augustin og Pelagius´lære.
Pelagius havde den opfattelse, at alle mennesker i sig har en guddommelig gnist, som kan udvikles gennem bøn, meditation og spirituel selverkendelse, så vi bliver i stand til at se ind i den åndelige verden. Vi behøver ikke en bekendelseskristendom. Frelsen kan ske uden om kirken.
Må jeg tillade mig at pege på, at det måske er det, der er ved at ske med det moderne menneske i dag, at vi er ved at følge i de første irsk-kristnes fodspor på en individuel spirituel kristusvej.
Kampen mellem Pelagius og Augustin førte til, at romerkirken stemplede Pelagius' teologi og hermed læren om reinkarnation som kætterisk.
Dette lille historiske tilbageblik for en forhåbentlig bedre forståelsesbaggrund for en moderne reinkarnationstanke -- selv om den tilsyneladende er gammel.
Sommetider har jeg tænkt, hvor ville det være meget mere enkelt, hvis jeg bare accepterede, at dette havde Apostlen Lukas skrevet, og dette har Luther udlagt, og så er det sandt.
Men for mig er tilværelsen og Guds ord langt mere kompliceret. Begrebet Gud er så stort for mig, at jeg i forsøget på at beskrive Gud kommer til at begrænse Gud. Kommer til at gøre billedet af Gud lille.
Men i takt med at vi udvider vores bevidsthed, kan vi måske forsøgsvis antage, at mennesket danner helt nye sanseredskaber, hvorved vores opfattelse af Gudsbilledet ændrer sig?
Når jeg ser på, hvad der er sket i vores opfattelse af mennesket og dets sind i det sidste århundrede efter bl.a. Freud, C.G. Jung og Grof har analyseret det menneskelige sind, er jeg fuld af forhåbninger om, at vi også indenfor teologien vil sprænge grænser, så Gud og hele den åndelige verden kan komme ud af vores nuværende skabte forestillinger.
Angående reinkarnationsideen vil jeg tillade mig at postulere, at den er meget mere kompliceret, end nudansk ordbog oplyser, hvilket du også selv er inde på. Og det er vel ikke anderledes end de forskellige tolkninger som vore evangelietekster har været udsat for gennem århundreder?
Før jeg bevæger mig ind i et forsøg på at definere reinkarnationsideen, har jeg lyst til at fortælle et par små historier, der hører virkelighedens verden til.
Jeg vil indlede med et citat af en dengang ældre sognepræst, der deltog i et stævne sammen med andre præster og ganske almindelige mennesker om det, man også dengang kaldte Et nyt Verdensbillede.
I den efterfølgende debat efter ét af foredragene, der handlede om reinkarnation, og som også dengang sidst i 50'erne kunne bringe sindene i bevægelse, slog den ældre sognepræst i bordet og sagde: "Så reinkarnerer I, men jeg gør ikke!" Hans bemærkning bragte en befriende stemning med sig, har jeg ladet mig fortælle.
Selv overværede jeg en udtalelse af en præst engang i slutningen af 80'erne, hvor jeg deltog i et weekend-stævne om reinkarnation og kristendom sammen med lægfolk og præster i det hedengangne Kirkeligt Forum til udforskning af et nyt Verdensbillede. Han sagde:
"Jeg tror ikke på, at vi fødes igen, men de tanker, som mennesker med en tro på reinkarnation gør sig, kan jeg følge så langt, at tankerne om en fortsat udvikling på den anden side af døden ikke er fremmede for mig."
Hans udsagn gav mig stof til efterbearbejdelse af mine tanker indtil da om reinkarnationsideen.
Jeg må bekende, at mit liv har bragt mig i kontakt med en del præster og kirkefolk, for hvem den vesterlandske, moderne reinkarnationstanke ikke var fremmed for kristendommen. Også nogle for hvem den var.
For forenklingens skyld vil jeg dele reinkarnationsideen op i blot to: en østerlandsk og en moderne vesterlandsk opfattelse af reinkarnation.
Søger man ind i de forskellige østerlandske religioner, er det dog ikke så entydigt. Der er forskel på f.eks. hinduismens, buddhismens og tibetansk buddhismes opfattelse af reinkarnation og dermed karma, men centralt og fælles er, at mennesket ikke er sin fysiske krop.
Ved døden forlader både sjæl og ånd den fysiske krop. Sjælen lægger sine gamle klæder (legemet) - og trækker i nye klæder - på et tidspunkt!
Den østerlandske reinkarnationstanke - som alt afhængig af vores livsførelse/vore synder -- forudsætter, at vi enten går tilbage eller frem og inkarnerer enten i et dyr eller i et menneske. Vi kan udtrykke karmatanken i den ubarmhjertige "øje for øje og tand for tand."
Jeg tror, at det, der er med til at bringe sindene i bevægelse, når vi taler om reinkarnation er forestillingerne om sjælevandringer. At vores sjæl går videre fra liv til liv. Men det er jo ikke digteren Johannes Ewalds personlighed, der fødes igen, men det, der efter mine begreber står over, det, jeg ikke har andre ord for, end sjælen som en gnist af det guddommelige.
Overfor den ide står - hvad jeg for overskuelighedens skyld vil kalde - en moderne vesterlandsk reinkarnationside. Og den er så sandelig heller ikke entydig.
At definere denne kort volder mig problemer, fordi jeg synes, der må mange vinkler med, og der må mange forbehold med, ligesom der nødvendigvis må stå mange spørgsmål tilbage.
Netop til disse spørgsmål og til mange andre er jeg så glad for mine "hylder for uopklarede sager." Der kan jeg placere for mig uforklarlige ting enten for altid, eller indtil ny oplysning, ny tolkning bevæger mig til at tænke om.
Jeg tillader mig forsøgsvis at komme med mit bud på en moderne reinkarnationstanke, som foreløbig er formet af det, jeg har hørt i samtaler eller under foredrag, læsning af Gammel og Ny Testamente og spredte studier af forskellig litteratur af forskellige forfattere, bl.a. den indiske vismand Sri Aurobindo, ireren Pelagius, den danske mystiker Martinus, åndsforskeren Rudolf Steiner, dybdepsykologerne C.G. Jung og Stanislav Grof, cand. theol. Johannes Dragsdahl, cand.phil. Jes Bertelsen, forfatter, religionshistoriker Hans Jørgen Høinæs m.fl.
Studiet af alt dette har skabt om ikke min tro, så en forsøgsvis hypotese. Vide kan jeg ikke.
Det er til forskel fra, at jeg tidligere har skrevet, "at den største gave er at vide at Gud eksisterer." Det ved mit hjerte.
Men måske vil eftertiden vise, at alt dette bare er noget, jeg bilder mig ind, ligesom det er et særligt religiøst gen, der er forudsætningen for min viden om Gud!
Tilbage til en moderne vesterlandsk reinkarnationstanke.
Måske har jeg misforstået stoffet i teologitimerne under mit 3-årige kursus i "Teologi for Lægfolk." Fra kurset synes jeg at have forstået, at fra Adams tid har Gud Skaberen set frem til, at vi mennesker er medansvarlige for hinanden, for jorden, ja for hele skabelsesprocessen?
Måske kan "min" hypotese om reinkarnation tage udgangspunkt dér.
I en moderne -- og undskyld udtrykket - kristen vesterlandsk reinkarnationtanke går man ikke ud fra, at karma- og reinkarnationslovene er stive, firkantede naturlove. Man opfatter, at mennesket selv er ansvarligt for sine handlinger, og at Kristi nåde og barmhjertighed er medbærende. Den sidste sætning er vigtig at få med.
Den tankegang, der bevæger sig blandt nogle i det, vi benævner "new age" miljøet, at vi selv er årsag til alle vore lidelser, herunder sygdom (som resultat af vores synd), og at vi må frelse os selv/helbrede os selv, er en lige så ubarmhjertig og rigid lov som øje for øje og tand for tand.
Som om det ikke er tilstrækkeligt at bære på en livstruende eller invaliderende sygdom i sig selv.
I en moderne reinkarnationstanke finder man også den hypotese - her af mig udtrykt populært og ufuldstændigt - at Den Almægtige, Gud Skaberen i samtale med mennesket -- planlægger den nye inkarnation. Hvad er bedst for det nye menneske og verdens udvikling?
Måske må mennesket påtage sig en skæbne, der er ringere end fortjent (ikke ud fra Guds betragtning, men ud fra menneskets syn på sig selv), men mennesket stiller sig ind i, hvad man kunne kalde stedfortrædende karma, gør det for at hjælpe et medmenneske.
Her finder vi bl.a. modsætningen til folkekirkens udlægning af Jesu død på korset, som en soningsdød, at Jesus døde for vore synders skyld. Dette kan udbygges betydeligt.
Et begreb som kollektiv karma opereres der også med i den moderne kristne reinkarnationside. Vil store kollektive ulykker som f.eks. tsunamikatastrofen i sig bære en fremadrettet karma, hvor mange mennesker ofrer sig, for at vi levende mennesker kan vågne op fra vores selvtilstrækkelighed?
Jeg har ingen hjertets uro, som du så smukt og poetisk udtrykker det, overfor reinkarnationsideen. Jeg har overladt denne tankegang som en mulighed, der ligger i Guds hånd. Der tror jeg, den ligger trygt.
For mig ligger min opgave i dette liv, og der er sandelig nok at tage fat på, men måske kan mennesker hente hjælp i ideen om reinkarnation, da forskning synes at tyde på, at psykiske problemer, som man ikke har kunnet løse op for på anden vis, ved hjælp af bl.a. hypnose har vist tilbage til problemer, der ligger før fostertilstanden, altså til det, nogle mennesker indtil videre antager, er tidligere liv.
Måske kunne man også forsøgsvis tænke sig andre teorier, men det vil jeg lade stå til senere.
Lad mig slutte med frit at citere den tyske filosof, Schelling: "At gå i Kristi fodspor er den kristnes store ideal." Når man bliver ældre, opdager man, at det ikke er så let!
Kunne man tænke sig, at den kære Gud i sin store kærlighed til mennesket, gav det mere end ét forsøg?
Jeg ser frem til dine kommentarer og overvejelser til mine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Tove Bech
Tidligere højskoleforstander