Kære Steen Skovsgaard
Tak for en konstruktiv kommentar - og dine gode ordbilleder - til det lille interview med mig. Jeg vil som ikke-teolog forsøge mig med nogle kommentarer og svar.
Med stor og dyb indlevelse følger jeg gudstjenesten, synger med glæde med på alle salmerne, også de nye og de, der har fået nye melodier, og jeg lytter opmærksomt til præstens prædiken -- også via radioen om søndagen.
Jeg lytter til alle de kirkelige programmer, som jeg har mulighed for at følge med i på P1 og P2.
For mange år siden lærte jeg, at hvis man ville have noget ud af et foredrag, en samtale eller lignende, så var det godt ikke at have forudfattede meninger, ikke at have forsvarsparaderne oppe også i rent bogstavelig forstand, som når man sidder med armene over kors og benene krydsede.
Jeg lærte også, at alt det, jeg ikke umiddelbart kunne forstå, kunne jeg i øjeblikket bare anbringe på "en hylde for uopklarede sager." Ved lejlighed kunne jeg så tage udsagnene, hypoteserne, postulaterne ned og kigge dem nærmere efter i sømmene.
Nogle af de ting, som jeg i årenes løb har måttet lægge øren til, ligger stadig på denne hylde, som i en parentes bemærket gennem årene er blevet til flere hylder.
Selvfølgelig er der blevet smidt ting væk, men jo ældre jeg er blevet, jo mere forsigtig er jeg også blevet, da livet har lært mig, at visse ting, som jeg tidligere har kasseret, i virkeligheden kunne være brugbare grundet min nye viden, ny forskning og min livsindsigt.
Naturligvis kan jeg - og vi - ikke undvære evangeliets ord i kirken. Evangeliets ord er jo det livgivende, økologiske brød.
Men sommetider synes det mig, at jeg har fået stene for brød, når jeg efter hjemkomsten tænker over præstens prædiken. Ikke at jeg ikke har fået noget ud af den - det har jeg - men personligt har jeg en dybere længsel i mig efter "åndeligt brød."
På den anden side forstår jeg så udmærket godt, at præstens tale ud over søndagens tekst ofte må tage udgangspunkt i vores hverdag. Skal kirken have kontakt med yngre eller med kirkefremmede, må der naturligvis også tales i et sprog, de/vi forstår.
Men nogle præster kunne med fordel lære sig at "fremføre" en prædiken, hvilket måske kunne lukke et og andet øre og hjerte op hos ikke vante kirkegængere.
Det meditative, som jeg i interviewet giver udtryk for, at jeg savner i forbindelsen med gudstjenesten, er jo i de senere år listet ind under postludiet, hvor vi kirkegængere nu bliver siddende. Men den stund er for kort til mødet med Gud i stilhed, forekommer det mig.
Jeg forsøger at forblive i ro og sommetider blive siddende efter postludiet, men uroen, når alle skal ud, og der skal ryddes op bagefter, griber forstyrrende ind.
Vedrørende dit spørgsmål om, hvorvidt jeg kan acceptere, at reinkarnation ikke er en del af den kristne tro, vil jeg gerne i første omgang komme med et slags svar, som også indeholder spørgsmål:
Hvis jeg skulle ansættes i koncernen A.P. Møller måtte jeg acceptere stedets koncept og indrette mig både efter denne og stedets policy.
Hvis jeg begyndte at udbrede et andet koncept end det vedtagne, ville jeg hurtigt blive bedt om en samtale, og ændrede jeg ikke adfærd, måtte jeg nok se i øjnene, at jeg måtte se mig om efter en anden arbejdsplads, hvor mine synspunkter bedre passede ind.
Så når reinkarnationideen ikke er en del af den kristne tro (mener du her også den katolske lære?), må jeg acceptere dette vilkår.
Men jeg føler mig usikker overfor den kristne tros vedtagelse på dette område såvel som på andre områder. Hvis vi går historisk tilbage, finder vi udsagn om reinkarnation både i Gammel Testamente, i diverse myter - og måske også i Ny Testamente.
Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på disse udsagn her - og jeg føler mig vist heller ikke påklædt til at tage den teologiske diskussion - men så vidt jeg husker, fra hvad jeg har læst, har i hvert fald den katolske kirke aldrig officielt afvist reinkarnationsideen.
Det var den byzantiske kejser Justian, der begyndte en kampagne imod Origenes' (185-254) lære og i 553 sammenkaldte til et kirkemøde i Konstantinopel, hvor der blev udstedt fordømmelse overfor bl.a. Origenes' tanker om sjælens tilværelse før døden.
Origenes var elev af kirkefaderen Klemens af Alexandria, som bekendte sig til tanken om sjælens eksistens før fødslen.
Kirkemødet i 553 er ikke regnet blandt de gyldige, og spørgsmålet er, om fordømmelsen har haft bindende karakter for kirken. Er reinkarnationstanken nogensinde blevet fordømt fra den katolske kirkes side? Og hvornår -- hvis det er sket - skete det fra vores kirke?
Ingen af os ved, om Gud findes, og vi ved heller ikke om Gud ikke findes. Men mit hjerte "ved," at Gud eksisterer. Og det er den største gave i mit liv overhovedet.
Jeg ved ikke om reinkarnation findes, men jeg har heller ikke fundet det bevist, at reinkarnation ikke findes. Derfor ligger den på en af "hylderne for uopklarede sager," men bliver ofte taget ned og vendt og drejet.
Men inden vi eventuelt videre udveksler synspunkter om reinkarnationsideen, savner jeg, at vi definerer, hvad vi forstår ved reinkarnation. Har vi samme opfattelse af begrebet?
Hvad forstår du ved reinkarnationsideen?
Med venlig hilsen
Tove Bech
Tidligere højskoleforstander
PS: Et personligt tillykke med din udnævnelse til biskop! Må Gud velsigne dig i dit kald!