Artikel fra bogen "Sandheden tro i kærlighed", et festskrift i anledning af tidl. højskoleforstander Johannes Dragsdahls 70 års fødselsdag, s. 13-22. 

Bidrag til livskvalitet

- Hvad er det der nærer os?

af Tove Bech

Ja, hvad der det egentlig, der nærer os? Eleverne i foredragssalen bliver helt stille. Det virker så indlysende, så overflødigt at spørge: Vores mad, naturligvis!

Ved nærmere eftertanke begynder alle elevernes forskelligartede forslag at kom­me. Hulter til bulter. Og associationer vækkes: Musik, naturens lyde, farver, luft, vand, berøring, varme samtaler, kærlighed, forståelse. "Og at få viden", siger en.

Lidt efter går en anden af eleverne ind på tanken: "Er viden næring? Det kan jo være, den blot er en gold viden." "Den skal befrugtes. Vi må vel have den bearbejdet, inden den kan blive nærende", siger en tredje.

Efterhånden er tavlen malet helt fuld. Det er overvældende: Alle de forskellige ting, der nærer os. Vi er tavse et stykke tid, medens tankerne rumsterer.

Nyt udsagn: "Vi kan jo ikke nøjes med at tale om næring. Den må kunne inddeles i god og dårlig næring."

For det meste er det kun få af eleverne, der egentlig har tænkt på, at musik, farver, luft og kærlighed er noget, der giver os næring - selvom de fleste synes, at der er noget indlysende rigtigt ved ideen. Men endnu færre har tænkt tanken videre: At hvis vi kan inddele vores mad i noget, der er sundt og rigtigt, og noget der er knapt så sundt, må vi kunne gøre det samme med musik, farver o.s.v.

Et fristende dejligt, rødgult æble fra grønthandleren. Netop hvad jeg trænger til. Jeg fører æblet op til næsen - smagen begynder ved synet og duften. Og duften er der, ganske svagt. Jeg snuser ivrigere. Det hjælper ikke. Jeg tager en bid. Endnu en. Hurti­gere. Og endnu en. Hvor er sødmen, som æblets røde skind lovede? Smagen må dog komme. Men mine smagsløg registrerer mest vand.

Den samme oplevelse møder mig ofte hos guleroden, agurken, jordbærret, toma­ten. Er jeg blevet gammel og kan ikke smage mere?

En dag i juli står jeg nede i drivhuset. Vores gartner rækker mig med sin jordbru­ne næve en af de første agurker af dette års høst. Den er lidt kroget og ujævn i farven. Jeg snuser, tager en bid og endnu en og synker hen i ren agurke-nydelse: Der er sma­gen! Fin og aromatisk. Nok består en agurk mest af vand, men dette er vand, som har fået smag af god muldjord, livgivende kompost, sol, varme og kærlig pleje.

Men hvorfor smager de fleste æbler og agurker ikke af noget særligt?

Vi ved godt, hvordan det hænger sammen. Alt skal gå så stærkt i dag. Det handler om topydelser. Jo flere grønsager pr. tdr. land, des bedre. Og jo hurtigere vækst for agurken, svinet og kyllingen, des bedre. Alt sammen bedre - for økonomien.

Men planten, hvordan trives den med den intensive behandling, den udsættes for? Med kunstgødning presser vi den til at vokse hurtigt og til at yde optimalt. Men den svækkes i sin modstandskraft. Følgen er forskellige plantesygdomme og skade­dyrsangreb, som der så sprøjtes imod. Dens levetid nedsættes. Og erfaringen viser, at spildprocenten under lagring er større blandt de kunstgødede afgrøder end blandt de biodynamiske/økologiske.

En undersøgelse foretaget af Levnedsmiddelstyrelsen (1) viser, at forskellen på indholdet af mineralsalte, sporstoffer og vitaminer i biodynamiske/økologiske og kunstgødede planter ikke er nævneværdig. Men det er smagen og duften til gengæld, er de fleste enige om.

Problemstillingen er sådan set typisk nok; Man måler det stoflige, det synlige. Men hvad er det, der gør den biodynamiske/økologiske plante mere modstandsdyg­tig og hæver dens kvalitet som næringsmiddel (i hvert fald hvad angår smag og duft). Har det noget at gøre med kvalitet?

Det hævdes, at der er særlige kvaliteter i de næringsmidler, der er dyrket biody­namisk, og det er interessant, om det kan påvises, hvori disse kvaliteter består. Et spørgsmål, som også har interesse i denne forbindelse er, om ordet kvalitet, begrebs­mæssigt har samme indhold for den biodynamiske forskning som for den traditio­nelle?

Den tyske dr. med. Gerhard Schmidt forsøger i sin bog "Zu Qualitätsfrage in der Ernährung" (2) at gøre rede for det erkendelsesmæssige grundlag og for resultaterne af de såkaldt "billed-dannende" metoder, som man anvender inden for den antro­posofiske forskning, nemlig den såkaldte krystallisations-metode (se senere). I bogen gør han grundigt rede for, hvad der kan opnås ved de kvantitative forsknings­metoder, der er mest anvendt i dag, og ved de kvalitative som Gerhard Schmidt i bogen forsøger at give et indtryk af ved hjælp af afbildninger af krystallisationsfor­søg.

Almindeligvis belyser vi næringskvaliteten ud fra to synsvinkler: Alt hvad der kan måles og vejes og sættes tal på (objektiv videnskab). Den anden synsvinkel belyser kvaliteten ud fra en personlig opfattelse, dvs. en subjektiv mening, som ikke kan omsættes til videnskab i gængs forstand. Gerhard Schmidts synspunkt er, at man ikke kan komme frem til et virkelig dækkende kvalitetsbegreb ud fra disse to syns­vinkler alene. Skal ernæringens kvalitet begribes, behøver vi en udvidelse af selve erkendelsesmetoden.

I bogen gør han rede for kobber-krystallisations-metoden, som så dagens lys for første gang for over 60 år siden. Kort fortalt går denne metode ud på, at man præpa­rerer en glasplade med kobberklorid-opløsning og derefter lader vandet i kobberklo­rid-opløsningen fordampe. Der opstår herved et billede på glaspladen, som er karak­teristisk for kobberklorid. (Forsøgene foregår som kontrollerede laboratorieforsøg).

Metoden har en vis lighed med det, man kalder "fraktal vækst" (se fx "Ingeniøren" nr. 30/87). Fraktal vækst bruges dog kun til at beskrive fysiske fænomener.

Når man benytter kobber-krystallisations-metoden til kvalitets-bestemmelse, til­sætter man kobberkloridet en organisk substans, f.eks. en eller anden plantesaft.

Plantesaften udkrystalliseres, og der dannes et billede, der er karakteristisk for den pågældende plante. Saft fra rødbede viser således et billede, saft fra en gulerod et andet osv.

Teorien er så i grove træk (den mere præcise, videnskabelige baggrund er det for omfattende at redegøre fyldestgørende for her), at det billede, der dannes, viser de livs- eller formdannende kræfter, der findes i fx vores grøntsag fra før. Disse kræfter kan være mere eller mindre svækkede som følge af fx dårlige vækstbetingelser, eller fordi grøntsagen simpelthen har ligget for længe.

Er planten sund og stærk vil den forme et billede med klare og tydelige forgrenin­ger, medens en svækket plante viser mere svækkede former. Metoden kan bruges til at vise os værdien af forskellige dyrkningsformer eller behandlingsmåder i forarbejd­ningen af råvarerne.

På krystallisationsbilledet ovenfor ses tydeligt forskel på hele tomater hhv. tomatfrø, alt efter om de har været bestrålet (for holdbarhedens skyld) eller ej. Jo klarere og tydeligere krystalstruktu­ren er, des højere kvalitet har grøntsagen.

Krystallisations-metoden kan muligvis fremover benyttes til at afsløre, om føde­varer er strålebehandlede. Den første forsøgsrække indenfor dette felt er allerede tilendebragt. Forsøgene omfattede bl.a. bestrålede og ikke-bestrålede hele tomater, tomatsaft og tomatkerner. Billedmaterialet viste klare forskelle, men materialet har dog endnu været så lille, at en endelig konklusion ikke kan drages.

Metoden viser også tydelige forskelle på livskræfterne i f.eks. frossen grønkål fra fryser og frossen fra marken. Måske sker der også ændringer i fødevarer, der har været i mikrobølgeovn osv. osv. Men hvorfor egentlig bekymre sig om det? Er livskræfter så vigtige for os?

Ifølge de analyser, der i dag foretages på fødevarer, der har været længere eller kortere tid undervejs til forbrugerne (mælk, smør, æg, fisk, kød, grøntsager m.m.), ser det ud til, at vi får en rimelig god kvalitet. Men spørgsmålet er, om det er nok. Tænk, hvis det forholder sig således, at den metode, naturvidenskaben bruger i dag, udelukker os fra at registrere - selve livet. Livet i planten, livet i fødemidlet. Denne livskraft (biodynamik betyder livskraft), som nærer hele mennesket, og som er med til at give os et sundere liv både fysisk og psykisk.

Engang kendte vi ikke begrebet vitaminer. Vi fik først kendskab til dem, da de ikke var til stede i vore fødemidler, og menneskene blev syge: Skørbug som følge af mangel på C-vitamin, sygdommen Beri-beri som følge af mangel på B-vitamin (den­ne sygdom er fx meget udbredt i østen nu, fordi de er gået over til at spise Vestens afskallede ris). Livskræfter kommer vi måske også først for alvor til at lære at kende på grund af deres fravær i kosten. Mange mener, at fraværet af livskræfter fx er med­virkende årsag til vores svækkede immunforsvar.

Men livskræfter er ikke alt, vi må ville den gode mad. Den kræver ikke blot, at vi tager hensyn til dyrkningen - men også omtanke ved tilsmagningen og krydringen, og hensyn til smags-ingredienserne ved måltidets sammensætning. Farver, duft, smag og konsistens skulle gerne spille sammen til et harmonisk hele. Vores daglige mad må rumme alle de ingredienser, der skal til, for at mennesket også sjæleligt og åndeligt kan næres og modnes. Livet selv må være til stede. Og det kommer det, hvis planten får lov til at modnes i sit eget tempo og bliver efterbehandlet, tillavet og ser­veret med omhu og kærlighed.

Vi balancerer over stenene, vi har lagt i bækken, og når tørskoede over på den anden side. En bæk, der snor sig mellem store og små træer på hver side i et afvekslende miljø, inden den munder ud i Gyrstinge Sø ved Søtoftegård Højskole.

Tankerne går til Skjern A, som man for en del år siden rettede ud. Før da havde åen snoet sig sund og ren gennem engene med krumninger og sving, som satte van­det i hvirvlende bevægelser. Men da man havde rettet den ud som efter en lineal "døde" vandet, og bundslam, især okker, hobede sig op. Når et vandløb i uberørt natur bevæger sig i bugtede kurver, og dets bredder er bevoksede med træer og buske, så er det ikke nogen tilfældighed. "Vandet vil bevæge sig, og det opbygger selv denne skygge på bredderne for at beskytte sig mod det direkte sollys": (3)

Vandets bevægelse som forudsætning for livets bevarelse var forstmanden Victor Schauberger, Tyskland, den første der påviste. Han var ikke tekniker, men havde lært fra barnsben af, at iagttage naturen og efterligne den. Han fortalte om lovmæssighe­der i vandet, om energier, om spiraler, om temperaturer, som alt sammen betinger livsprocesserne i og omkring vandets miljø.

Forståelsen for bevægelsernes betydning førte for ca. 15 år siden englænderen John Wilkes til at søge efter lovmæssigheder i dem. Han udviklede derefter en form, den såkaldte flowform, der i dag danner grundlaget for de såkaldte vandtrapper rundt omkring i hans hjemland, såvel som andre steder, bl.a. i Danmark.

Når vand, siger han, får lige løb gennem udrettede åer, bække, og vandrør, mister det sin formdannende kraft, sin krystalkvalitet.

Gennem vandtrappeanlægget bliver vandet sat i ottetals-lignende strømninger, der meget kort sagt er en slags grundform for vandets mangeartede bevægelser i naturen. Herved genvinder vandet de rensende egenskaber, sin formdannende kraft. Den som vandet satte til under energiproduktion, transport og som afløbsmodtager.

I Järna, en by syd for Stockholm, har man udbygget vandtrapperne med damme, hvor man med plante- og dyreliv bidrager til at bringe vandet i balance. Dette anlæg renser spildevandet fra en husholdning på omkring 300 personer. Det gøres så effek­tivt, at vandet får en kvalitet, der af myndighederne er godkendt som badevand, når det ledes ud i Järna-elven!

I den homøopatiske og antroposofiske medicin har man via rytmiseringsproces­ser overført disse formdannende kræfter til det vand, som er basis for medicinen. Når denne medicin senere optages i vores organisme, bliver disse kræfter overført til det, vi kalder livsfeltet. Det felt, som Goethe sagde, man kun kan se med det indre øje.

Når vi lukker vand ud af vandhanen, er det vand, der har strømmet gennem lige rør, vand der gennem processerne er blevet "mekaniseret". Det har mistet sine form­kræfter - er "dødt" som vandet i Skjern A. Og hvad det kan komme til at betyde for planter, dyr og menneskers sundhedstilstand, kan vi endnu kun gisne om.

Lad os vende tilbage til bækken og sætte os ved dens bred og nyde dens beroli­gende lyde og dens fascinerende, strømmende bevægelser, der har fået voksne og børn fra tidernes morgen til at kaste blade og smågrene ned i dens vand og se disse blive ført bort i rytmiske bevægelser.

Claus Olesen:

DET LEVENDE VAND

Når vand strømmer

og selv bestemmer farten,

ser man det udføre en yndefuld hvirveldans.

Ind og ud i de skønneste bugtninger...

Snart hurtigt, snart langsomt.

Det er, som om det forsøger at fange

sig selv, at forme en kreds.

Og lykkes dette, at skabe kredsen,

da stiger dansens tempo til ekstase.

Kredsen trækker sig

sammen, med

uendeligheden i sin midte.

Spiralen,

Universets

skabende kraft,

er dannet,

lever...

Om vores vand var aldrig så levende, om vores måltid var tilberedt aldrig så rigtigt efter de mest anerkendte kostprincipper, så ville det ikke være nok. Sjælelig sult ville blive resultatet, om ikke vi også fik næring til vore sanser også anden kant.

Med vore hænder og øjne sanser vi materialerne og formerne. Det lille barn føler sig med sine hænder ind i verden, og det smager på alt, hvad det får i hånden: En plastic-rangle, en plastic-klods, en træ-rangle eller en rund træ-klods.

Dukken, som barnet har i sin favn. Er den af vinyl eller plast eller fremstillet af den bløde uld, der giver den noget levende og varmt over sig. Kan vi også inden i os føle en forskel?

Går vi tur ved stranden, fanges vort blik af en fugtig sten, hvis svage farver spiller i solen. En sådan sten formet, rundet af vandet er god at have i hånden og i lommen, der i forvejen rummer et par nye, fyldige efterårs-kastanier, som fingrene også kan kærtegne. To forskellige materialer, to forskellige oplevelser.

Og vore sædvanlige firkantede rum med deres forudsigelighed. Hvor anderledes og hvor fantastisk for øjet at gå på eventyr og følge nye kurver, nye linjer i nogle af de huse, som de mest spændende arkitekter tegner i dag.

I vores gamle lade på Søtoftegård har en dristig arkitekt tegnet og bygget en pej­se/trappe skulptur. Den danner sammen med de bevarede gamle hanebjælker en stemningsfuld baggrund for koncerter, foredrag, teater og vise/poesi-cafeer. Og i de nye bygninger brydes de lige linjer med en lille karnap eller en hulning, næsten et slags indåndings/udåndingsprincip. Ved at færdes i disse bygninger og i deres rum får vor sjæl næring. Næring, der bliver et supplement til den daglige mad, som køk­kenet har fremtryllet.

En engelsk undersøgelse (så vidt jeg husker offentliggjort i læge-tidsskriftet The Lancet) af kuvøsebørns reaktion på henholdsvis at ligge på bomulds- og uldunder­lag gav følgende resultat: De børn, der lå på uld, tog generelt mere på i vægt end de børn, der havde ligget på bomuld. En tysk undersøgelse viste, at de kuvøsebørn, der havde ligget på silke, tog mere på, end de der havde ligget på uld. Skulle materialet have en indvirkning på vægten - også selvom alle de tre materialer i disse under­søgelser er naturlige? Det kunne tyde på det, men vi ved ikke hvorfor. Vi kan undres!

At musik har betydning for folks impulsindkøb og køers mælkeydelse skulle være bekendt for de fleste. Mange af os kender efterhånden også til den beroligende ind­flydelse, den stille sang har, som vi sang for vort ufødte barn de sidste måneder i svangerskabet.

Et forsøg med forskellige komponisters musik viste klart, at fostres hjerteslag uvægerligt blev langsommere og sparkene sjældnere, når de lyttede til Mozart og Vivaldi. Medens musik af Brahms og Beethoven og al slags rock, derimod fik de fleste fostre til at sparke voldsomt. Dette kan vi fx læse i bogen, "Det ufødte barns hemmeli­ge liv" (5). Brahms og Beethoven er åbenbart ikke for de mindste af os, men senere hen kan disse to komponisters værker være netop den sansenæring, vi har brug for.

En forsker som dr. Udo Renzenbrink (6) taler om, at det lille barns organer først er fuldt udviklet ved tandfældningen, og at det ikke blot er den daglige næring, der påvirker organerne i sund eller mindre sund retning - lydene omkring os, lyde fra TV, musik fra P3 eller klassisk musik griber forstyrrende eller opbyggende ind på deres udvikling. Hvis det er rigtigt, er det jo faktisk ganske tankevækkende. Og så kan man meget kontant tale om god eller dårlig næring - også på dette område!

Lad os gå tilbage til rock-musikken. Mange af de unge elever giver udtryk for, at med den slags musik, bliver de blæst helt igennem. De bliver skyllet rene.

Rock- og popmusikken arbejder - ikke altid, men desværre i altovervejende grad - med uhyre enkle (læs: Simple) rytmiske og harmoniske mønstre, der gentages om og om. Når det er naboens højttaler, man tvinges til at lytte til, er det knapt til at bære, men når rytmen strømmer ud af ens egne højttalere, kan man blot læne sig tilbage eller give sig hen. Musikken kræver ingen anstrengelse af en. Det er som med wiener­brød og hvidt brød. Det glider blot ned. Hvor herligt med sådan en wienerbasse. Ren nydelse!

Men vi ved jo godt, at hvis vi bare lever af hvidt brød og wienerbasser, så bliver vi syge. Vi skal også ha' noget, der kræver noget af os, noget vi skal tygge og fordøje, noget der vækker en slags viljesimpuls i vores fordøjelsesorganer og dermed egentlig også sjæleligt.

I "Die Unhörbare Suggestion" (7), en bog med undersøgelsesresultater af rock- og popmusiks indflydelse på menneskets underbevidsthed, kan vi bl.a. læse: "- rockmu­sik kræver at blive spillet højt. Det ligger ligesom indbygget i dens rytme. Og denne til­bagevendende rytme virker ind i det sjælelige og vækker måske de mindre gode sider i os: Magtbegær, ophøjethedsfølelse, egenkærlighed og begær - egentlig egenskaber, som vi med vores erkendelse og vores jeg forsøger at overvinde. Denne musik trænger alt, hvad der har med fornuft, bevidsthed og jeg tilbage..."

Hårde ord. Er de rigtige - i hvert fald hvad angår den mest samlebåndsagtige del af popmusikken? Vil disse toner, disse rytmer, som vi ikke bevidst forholder os til, snig­løbe os som dåsemaden og den krydrede lørdags-papkylling og langsomt angribe vores kropslige og psykiske immunforsvar?

I dag sælges der enorme mængder af beroligende New Age musik, der ifølge pro­ducenterne er skabt specielt til afslapning, mental træning osv. Det meste af denne musik er rent synthesizer-baseret - skabt udelukkende af musik-computerens linde og "kant-løse" strøm af digitale rytme-mønstre og lydeffekter, uden så meget som at have været i nærheden af en vokal eller et akustisk instrument. Vi snyder vore san­ser, der er lette at bedrage. Hvad vil der efterhånden ske i vort indre, med vort nerve­system, hvis vi hele tiden udsætter os for simpel "syntetisk" musik, skabt af og gengi­vet over alskens elektroniske isenkram? Den musik, vi troede, virkede afslappende og afstressende på os, den musik, der bragte os i ekstase, vil den i virkeligheden blive et angreb på vore organers sunde udvikling, et angreb på jeg'et, fordi vi har sat det ud af spil?

Ligesom det er vigtigt at forstå dyrkningsmetodens betydning for afgrødernes livskræfter, og dermed for dyrs og menneskers sundhed, er det også uhyre vigtigt nøje at overveje hvilket kvalitets-indhold den musik, vi lytter til, har. Hvor meget "ånd", der er lagt i arbejdet med den (både i kompositionen og i fortolkningen), hvor mange lag den har eller hvor dybt den rækker - og måske ikke mindst: Med hvilket formål og ud fra hvilke forudsætninger, den er blevet skabt. Mennesket bag musik­ken, hans tanker og følelser virker naturligvis også direkte ind på os - fuldstændig som personen bag anden kunst (eller pseudokunst) gør det.

Under en del rockkoncerter opstår der vold og tumulter. Det er, som om menne­sket ryger ud af sig selv og ikke længere ved, hvad det gør, og hvor det er. Den dun­kende rytme og musikkens simple og banale mønstre bringer os i større eller mindre grad ind i en fælles underbevidsthed, hvor det individuelle jeg ikke længere styrer.

Helt anderledes forholder det sig med den klassiske musik. Den er - generelt - langt mere kompleks og sindrig i sin opbygning, rummer lag på lag af oplevelse. Ofte skal vi lytte til et stykke klassisk musik både fem og seks gange, for at "fravriste det sin hemmelighed" - men til gengæld bliver det derefter bare bedre og bedre, og det vækker derfor (til et vist punkt, selvfølgelig) større og større glæde. Det er som med det grove brød, jo længere og jo bedre vi tygger, des mere smag kommer der frem. Og kun det gode brød tåler at tygges. Det hvide brød gælder det om hurtigt at bakse rundt med tungen og så - svup - synke det. Det kan ikke fravristes nogen smag ej heller hemmelighed.

Meget groft skåret op kan man sige, at hvor man ved en rock-koncert ryger ud af sig selv og opsluges af en stor, fælles oplevelses-sfære, sluses man ved en klassisk koncert (hvis de udøvende er dygtige) ind i sig selv - i en indre oplevelses-sfære. Uden at miste sig selv. Og netop der finder man den gode næring.

På Søtoftegård Højskole har vi også en helt anden, ganske speciel næringskilde for hånden: Vores stillerum, Vognporten, som rent bogstaveligt er stedets gamle vogn­port. Her gik bonden ind og hentede sine redskaber til dagen og afleverede dem igen om aftenen. Således er Vognportens "funktion" tænkt. Et lille rum med et stort gla­svindue, lys langs væggene, et keltisk solkors på bordet, hvor der altid står en lille buket blomster. En russisk ikon, der viser Maria som den himmelske moder, bæren­de det voksne menneske i sine arme. Stole og puder i en harmonisk blå-lilla tone.

Her kan vi hver især, uanset hvilken religiøs overbevisning vi måtte have, sætte os ind om morgenen og tænke dagen igennem. Og igen om aftenen for at se tilbage på dagen, evt. finde den røde tråd. I Vognporten kan vi være stille med os selv, finde vores midtpunkt, det punkt hvorfra vi henter kraft til dagen, til mødet med andre mennesker, ja kraft til hele vort liv. Uanset om man så for sit eget vedkommende foretrækker ganske enkelt at kalde det stille eftertanke eller om man vil kalde det bøn eller måske meditation. Ideen er den samme.

Mennesket lever ikke af brød alene

men af skønhed og harmoni

sandhed og godhed

arbejde og hvile

samvær og venskab

Ikke af brød alene

men af stjernehimlens storhed

morgendæmringens pragt

farverne i en solnedgang

blomstrende kirsebærtræer

og bjergenes majestæt

Ikke af brød alene

men af brændingens brus mod stranden

måneskinnet på en stille skovsø

trylleriet i et violinspil

og store mestres værker

Ikke af brød alene

men af droslens sang

og vindens susen i trætoppene

gnistren i et vandfald

og snekrystallernes mønster

Ikke af brød alene

men af rosernes duft

og lugten af nyslået græs

et ømt kys

og af en vens håndtryk

Mennesket lever ikke af brød alene

men af samvær og venskab

af at elske

og blive elsket.

- af ukendt engelsk digter

KILDER:

(1) Helhedssyn på frugt og grønt. Publikation fra Levnedsmiddelstyrelsen, nr. 196.

(2) Gerhard Schmidt: Zu Qualitätsfrage in der Ernährung. St. Gallen, 1985.

(3) Citat af Victor Schaubergers, hentet fra bogen: Olof Alexandersson: Et levende vand, Borgen, 1982.

(4) Claus Olesen: Vand og kvalitet, Odense, 1989 (pjece).

(5) Thomas Verny og John Kelly: Det ufødte barns hemmelige liv, Borgen, 1983.

(6) Udo Renzenbrink: Barnets ernæring, Brage, 1989.

(7) Heinz Buddemeier og Jürgen Strube: Die unhörbare Suggestion,

Urachhaus, 1989.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.